Løsningsfokuserede netværksmøder
De fleste kender nok ordsproget; ”for mange kokke fordærver maden” - et udtryk, der ind imellem dukker op for socialrådgivere, og sikkert også for andre fagfæller :-) Ofte anvendes det, når der er mange professionelle involveret i en borgers liv med mange forskellige perspektiver og det kræver en stor indsats at koordinere den samlede indsats omkring dem. Ofte høres ordsproget brugt, når samarbejdet er præget af uenigheder, konflikter og uklarhed over, hvem har ansvar for hvad eller hvem ved hvad, - men det behøver ikke at være sådan.
Netværksmøder har været brugt længe, da det i mange sammenhænge er hensigtsmæssigt at samle borgeren og det private og det professionelle netværk omkring denne, for at finde et fælles fodslag og måske udstikke en fælles kurs. Desværre har vi hver især oplevet mange netværksmøder, hvor formålet med mødet er uklart og hvor målet om at finde et fælles fodslag ikke opnås, fordi det bliver diskussioner om, hvad problemerne er og hvem som skal sørge for hvad. Man kan kun forestille sig, hvordan det må være at være borger til sådanne møder.
Så i stedet foreslår vi at LØFTE netværksmøderne og skabe møder udfra de løsningsfokuserede principper. Mange har haft stor gavn af at bruge udredningmodellen Signs of Safety, som en rammen til at få struktureret og styret mødet. Her kan mødet struktureres udfra ”hvad der bekymrer”, ”hvad er fungerer godt” (ressourcer) og ”hvad der skal være anderledes” (mål for forvaltningen forældrene, skolen, behandlingstilbuddet etc.)
En anden simpel teknik kan være at skabe en skala, - en bekymringsskala eller en kompetenceskala, hvor såvel samarbejdspartnere og borgeren placerer sig. Det giver mulighed for forskellige perspektiver og en snak om eksempelvis; hvad er det din mentor ved om dig, som gør, at han placerer dig på en 7'er – 2 højere end din sagsbehandler? - hvad er det han ser du gør?
Og endnu en mulighed kan være at skele til WoWW - working on What Works, der oprindeligt at udviklet til brug i skoler, hvor man i stedet for at tage "de besværlige" børn ud af klassen, arbejder med og intervenere i klassen. På samme møde kan WoWW tænkes ind i en kontekst af et netværksmøde - istedet for at holde møder uden barnet, kan man inddrage og aktivt intervenere på et møde. Det kan lyde kompliceret, men er simpelt som den løsningsfokuserede tilgang. Det handler om spørgsmål, om at henvende sig til den eller dem, sagen vedrører og om at give slip på forestilling om, at vi ved, hvad andre har brug for!
Der er en verden til forskel fra møder, hvor det meste af tiden bliver brugt på at konstruere løsninger frem for at italesætte og definere problemer. Problemerne bør anerkendes og kan tydeliggøres, da de ofte udgør baggrunden for mødet, men vigtigere er at finde det fælles tredje, som mødets deltagere skal samarbejde om at opnå. Målene eller forestillingen om, hvordan livet vil se ud, når problemet ikke eksisterer. Vores erfaring er, at det ofte har været muligt at finde en fælles vej med alle parter, - at fordele opgaverne mellem alle involverede og at få konstrueret løsninger på baggrund af borgerens ressourcer. På den måde bliver det også tydeligt, hvem som gør hvad mellem møderne, og hvad borgeren kan forvente.
Netværksmøder kan ved at fokusere på eksisterende ressourcer og 'problemfrie stunder' generere energi og medvirke til, at såvel de professionelle som borgeren mødet handler om, oplever både lydhørhed og meningsfuldhed. Så lad os gøre mere af det, som virker – og fortæl os gerne om, hvad det er I oplever virker, når I holder netværksmøder.
Rigtig god uge.
Rikke og Anne-Marie