En pædagogs spæde skridt i LØFT – det giver bare mening!

Jeg arbejder som pædagog på en akutinstitution i København hvor vi modtager børn og unge i alderen 5-13. Børnene og de unge ankommer typisk til os kun få timer efter de er blevet bekendt med at de skal fjernes fra hjemmet og kan være  på institutionen op til 3 måneder. Herudover modtager vi nu også familier akut.  På et seminar i efteråret med Yasmin Ajmal møder jeg en kollega fra akutområdet, som siger til mig ”det kan ikke lade sig gøre (at arbejde løsningsfokuseret) ,- det har jeg slet ikke tid til i min hverdag, den er al for uforudsigelig – jeg ved slet ikke, hvad jeg møder ind til”. Det var jeg lodret uenig i, da det i min optik netop giver mening at arbejde løsningsfokuseret på akutområdet..Og hvorfor så det?Modellen kommer særlig til gavn i hverdagen, fordi den netop er så fleksibel og man ikke behøver  at kunne den fra A til Z før man kan starte med at bruge den og for at den bliver virkningsfuld og skaber forandring. Man kan plukke fra modellen og bruge enten et copingspørgsmål, et undtagelsesspørgsmål eller mirakelspørgsmål, afhængig af samtalens karakter. På døgninstitutioner opstår der hele tiden muligheder for dialog i løbet af en dag og det gælder om at turde at sparke ind med et enkelt eller to spørgsmål aktivt i hverdagen frem for kun at bruge til møder eller etablerede samtaler. Det kan være på tur med børnene, i bilen på vej til skole, over aftensmaden eller ved sengekanten ved puttetid.Et af mine yndlingseksempler er fra sofaen i stuen, hvor jeg sidder og hyggesnakker med Lotte, som er anbragt på institutionen med sin knap 1 årige datter  Jeg vil ikke kommer nærmere ind på anbringelsens karakter, men blot nævne at Lotte har to børn i teenagealderen, som er netværksanbragt og hun har et årelangt stofmisbrug bag sig.Lotte har meget fokus på hendes nuværende situation og giver dagligt udtryk for sin angst over at kommunen måske også vil fjerne hendes datter.Samtalen varer kun 15 – 20 minutter og her et uddrag af den. ”jeg ved, at jeg er en god mor ” siger mor.Jeg bliver nysgerrig på, hvad Lotte  gør sammen med sin datter og vil gerne undersøge det og spørger følgende spørgsmål. ”Nu leger vi, at din datter kan snakke –  hvad ville hun sige, hvis jeg spurgte hende om, hvorfor du er en god mor”? Birgitte Mor griner og synes det er fjollet, men begynder ellers at remse op af ting hun gør.”fordi jeg nogen gange danser for hende, jeg leger med hende, jeg er glad, jeg kysser hende, jeg laver fjol, jeg sover med hende, jeg trøster hende, jeg ligger på gulvet og ruller rundt, jeg snakker med hende, jeg laver mad til hende… nogle gange kan jeg se, at hun bliver sur, når jeg siger nej. Nu kan jeg ikke mere… ” Jeg lader Lotte sidde lidt og lader hende tage alle de fantastiske udsagn ind, inden jeg så spørger.Jeg spørger Er der andre ting? Lotte tager en dyb indånding og svarer dybere”hun ved, at jeg er der for hende og hun ved, at jeg kæmper for hende ”Hvordan kan din datter vide, at du kæmper for hende?Hun svarer ”Fordi jeg er her…”Da hun sagde, at ”nu kan jeg ikke mere” skyldtes det, at hun blev berørt af at høre sig selv sætte ord på alle de færdigheder, hun har som mor og høre, hvad hun rent faktisk gør for og sammen med sin datter. Ved at mor selv italesætter de færdigheder, hun har som mor, får hun mulighed for at definere sig som mor med hendes egne ord. Samtidig motiverer det hende til at kæmpe videre og giver hende håb og tro på, at den forandring hun gerne vil se, godt kan lykkes, da hun allerede har det i sig… Og hun kan gøre mere af det, som hun allerede gør. Jeg oplever ofte, hvordan vores børn og unge og særligt vores forældre bliver overrasket over at blive mødt med spørgsmål om, hvad der fungerer og hvilke ressourcer de har. Jeg oplever også, at de ikke ved, hvad de skal svare af den simple årsag, at de er vant til at tale om problemerne og hvad gik galt og blive mødt med en problemmættet tilgang frem for en løsningsfokuseret. De svarer typisk på spørgsmålene ved at sige ”hvad mener du?” eller svarer ”Det ved jeg ikke”.De er her kun kort tid, men den løsningsfokuseret tilgang  er med til med at skabe en masse forandring  og udrede på samme  tid. Det er de små ting og detaljerne i beskrivelserne, der med stor effekt bygger de unge og forældrenes selvtillid og selvværd op. Da min samtale med Lotte var opstået spontant og jeg sad  uden papir og blyant, spurgte jeg hende bagefter om hun sammen med mig ville skrive alle de ting ned hun havde sagt. Det ville hun heldigvis gerne. I denne proces kom Lotte med endnu flere eksempler på hvad hun gjorde.  Jeg bed særligt mærke i hvordan Lotte selv formåede, at blive i det løsningsfokuserede og ikke én gang  var over i det problemskabende. Vi tog et billedet af det med hendes mobil, så hun altid kunne tage det frem og læse. Længe leve teknologien!Når man først har lært tilgangen, så kræver det hverken ekstra ressourcer, ekstra timer, ekstra personale til at skabe forandring– det kræver bare mod og tro på, at det virker… og  stille et spørgsmål af gangen.Og som Rikke så smukt  sagde i hendes sidste indlæg – ”trust the model”.De bedste hilsnerBirgitte Lyngtorp