Refleksioner fra praksis....

Sidste uge bar præg af flere spændende faglige refleksioner med forskelige dygtige praktikere, som på forskellig vis fik mig til at tænke på de 3 løsningsfokuserede centrale regler:

• Don´t fix what´s not broken

• If it doesn´t work, do something different

• If it works, do more of it.

Disse 3 regler tog Mark MCKergow og Jenny Clarke op til diskussion på den danske løsningsfokuserede konference d. 8.5.15. Her diskuterede de blandt andet, hvorvidt det ikke er tilstrækkeligt at tale om ”det som virker” til at skabe forandringer fremfor at finde frem til ”det som virker” og gøre mere af det. Dette pga. den tætte forbindelse mellem kommunikation og handlinger. Hvordan jeg kan nikke genkendende til den forskel, vil jeg vende tilbage til lidt senere.De 3 sætninger taler for sig selv og er udtrykker en yderst simpel visdom, som ikke nødvendigvis er så simpel at efterleve. Mange vil kunne nikke genkendende til at have kæmpet med at løse et problem med det samme middel, indtil man bliver så træt og frustreret, at man må se i øjnene, at det ikke lykkedes at løse det på den måde.

”Madness is doing the same thing over and over again but expecting a different result each time. – Anonymous”

Jeg skal være den første til at vedkende mig, at jeg stadig kan falde i den fælde, indtil jeg bliver bevidst om den. Det handler jo i høj grad om bevidsthed - og det er det de løsningsfokuserede samtaler skaber. En bevidsthed om handlinger og adfærd, som kan skabe andre resultater end dem vi indtil videre har opnået.I en gruppe i sidste uge fik vi en drøftelse om, som jeg vil dele med jer andre her.Bevidstgørelsesprocesser er ikke nødvendigvis nemme, specielt når det gælder om at skabe forandringer i relationer til nære familiemedlemmer, hvilket meget familiearbejde handler om. Når man f.eks. opdager, at man forgæves har brugt masser af tid og energi på at forsøge at få en bedre relation til betydningsfulde mennesker og intet af det har virket. Ens bedste håb er at det skal lykkes, men det afhænger jo også af de andres gode viljer og handlinger. Her er der nogle forskellige veje at gå, hvoraf jeg vil fremhæve følgende 3:

• stop med at blive ved med at gøre det, som ikke virker og gør noget andet

• vær undersøgende overfor, hvad man kan gøre i stedet/gøre anderledes for at få et andet resultat. Hvis folk svarer ”det ved jeg ikke!”, hvilket er meget sandsynligt, da de ellers med største sandsynlighed allerede ville have afprøvet det, kan man på bedste BRIEFs vis spørge ”så hvis du alligevel vidste det, hvad ville du så gøre anderledes?”

• accepter de livsvilkår som ikke er til at ændre og undersøg dine handlemuligheder for at kunne opnå større glæde, trivsel, kærlighed eller hvad der ligger bag ved dit ønske om en forbedring af din relation. Det kan du f.eks. gøre ved at arbejde med spørgsmålet ”hvilken forskel vil det gøre, at din relation til din bror bliver bedre?” og til hvert svar stille spørgsmålet ”og hvilken forskel vil det gøre” gerne 12 gange eller flere. Når de mange nuancer på bedste håb og foretrukken fremtid for ens selv kommer frem, dukker også nye alternative veje op. Et eksempel på brugen af det spørgsmål, har Anne-Marie og jeg skrevet om her:

http://www.loesningsfokus.info/blog/og-hvilken-forskel-goer-det

Så selve bevidstgørelsen rummer nøglen til at kunne tage et endnu større ejerskab over ens egen udvikling, glæde og livskvalitet og finde andre mulige veje at gå til at få det bedre. Det betyder dog også nogle gange at man må sige farvel til nogle personer eller nedjustere forventningerne til relationen for at kunne opnå bedre trivsel og handle derefter.Og som lovet vil jeg så vende tilbage til, hvordan jeg kan nikke genkendende til Mark og Jennys forskel om a at ”finde de ting, som virker” og gøre mere af det eller ”tale om de ting, som virker.”

Det kom sig af, at jeg fortalte en gruppe om, hvordan jeg i mit familierettede arbejde altid lytter efter forældrene og netværkets detaljerede beskrivelser af, hvordan forældre og netværk tager vare på børnene på en tryg, omsorgsfuld og sikker måde. Jo mere konkret og detaljeret de kan beskrive det, jo mere sandsynligt er det for mig, at de gør det. Det kan godt være, at de ikke gør det hele tiden, men de KAN gøre det og når de kan gøre det, så kan de også gøre mere af det, hvilket vi skal arbejde med at få dem til.Hertil fik jeg et relevant spørgsmål som lød ”Hvad hvis de godt ved, hvad vi gerne vil høre dem sige, men de rent faktisk ikke gør det?” Her handler det igen om bevidstgørelsen rummer en nøgle til at skabe forandring, fordi hvis folk ved, HVAD de skal gøre for at passe på deres børn på en tryg, sikker og omsorgsfuld måde, så kommunen ikke længere er bekymret, så er de allerede godt på vej sammenlignet med, hvis de ikke vidste det. Og igen jo mere konkret og detaljeret de kan beskrive HVORDAN de gør/vil gøre det, jo større sandsynlighed er der for at de efter samtalen kan gøre noget af det eller gøre noget lignende som vil føre til de ønskede forandringer.

Men selvfølgelig når vi arbejder med udsatte børn, unge og deres familier, så kan vi ikke bare forlade os på ord, så skal vi ud i familierne og se dem gøre det også for at kunne sikre børnenes tarv.Som jeg sidder her og gør klar til næste uges undervisnings – og supervisionsopgaver, så glæder jeg mig allerede vildt til, hvad det fører med sig at nye diskussioner og refleksioner over den løsningsfokuserede tilgang i praksis. Og jeg glæder mig til at kunne dele dem med jer andre senere.

Rigtig god uge til jer alle.

Rikke