Om bagved eller op på Meta...

Gennem godt 10 år har jeg beskæftiget mig med de løsningsfokuserede tanker og har i forskellige sammenhænge udfoldet løsningsfokuseret praksis indenfor områder som udredning, supervision, terapi, familiebehandling og udviklingsgrupper.SocialkonstruktionismeEn af de væsentligste grunde til, at jeg har forankret mig i den løsningsfokuserede tilgang skyldes blandt andet dens tilhørsforhold til den socialkontruktionistiske referenceramme. Der kan siges mange ord om dette lidt svære ord og begreb, så jeg vil lade Wikipedia forklare:

”Socialkonstruktionisme er en retning inden for det psykologiske felt, som tager udgangspunkt i tesen om at virkeligheden er en social konstruktion, hvor især sproget og måden vi taler sammen om verden og tingene, er det, som konstruerer virkeligheden.

Selvet er således en fortælling, der er skabt af de sociale relationer selvet indgår i, mens viden om psykiske forhold skabes af det sprogspil, som en given gruppe benytter for at tale om noget.

Konsekvensen i praksis er, at en socialkonstruktionist hermed benytter sproget som værktøj til at skabe ændringer i virkeligheden.”Dette syn på menneskelig udvikling skaber mening for mig, da jeg tænker, at vi mennesker påvirkes og forandres af de relationer, vi bevæger os i og verden således hele tiden er dynamisk og foranderlig. Al adfærd og handlinger er således relationelle og bør ses i den kontekst og sammen-hæng de opstår og fremtræder, dvs. en urolig adfærd hos en 8-årig dreng skal ses i sammenhæng med et klasseværelse kl. 11 om formiddagen med 27 klassekammerater, en lærer, et lokale på 30 m2Mere om sprogAt bruge sproget som redskab for forandring betyder også, at det er vigtigt, hvordan vi taler. Gennem fokus på sprog og kommunikation har mange i dag opmærksomhed på, hvordan vi taler til de mennesker, vi møder på vores vej. Og børn lærer allerede tidligt, at Peter ikke ER dum fordi han tager din bil, men han OPFØRER sig dumt ved at tage din bil. Således fokuseres på handlingen at tage en bil og frem for egenskaben at være dum. Og spørger du mig, er det rigtig godt.Hvis vi accepterede, at hver gang Peter tog en bil fra et af de andre børn, så VAR han dum, ja så ville Peters selvbillede blive negativt påvirket heraf, og han ville på sigt tænke om sig selv; ja, jeg ER dum (og; når jeg ER dum, kan jeg ligeså godt blive ved med at være og opfører mig dumt). At forandre sig fra en negativt defineret positition er temmeligt vanskeligt og sværere end at udvikle sig fra en postiv defineret positition. Hvem vil ikke hellere få at vide, hvad de er gode til end hvad de er dårlige eller direkte dumme til? At adskille negative handlinger fra det menneskelige væren (som jo igen er skabt af de sociale relationer vi har og fortsat indgår i) skaber mulighed for at tænke anderledes om sig selv og for at skabe menneskelig udvikling.Et perspektiv på diagnoserDet socialkonstruktionistiske perspektiv påvirker implicit også min måde at forstå diagnoser på. Jeg ved fra mange forældre, at det både er hjælpsomt og meningsfuldt ”endelig at få en diagnose på deres barn”, da de har haft svært ved at forstå og håndtere barnet og dets adfærd, og en diagnose dermed repræsenterer en forståelsesramme – en optik at se barnet igennem. Desværre oplever jeg også ofte, at denne optik bliver en statisk betragtning, et uforanderligt perspektiv som mennesket mødes med; ”han har jo ADHD...” eller ”hun har borderline !!!” - underforstået, så ved ”alle vi professionelle” hvad der forståes og menes. Og diagnosen i sig selv bliver både en forklaring af og en undskyldning for de handlinger drengen eller kvinden foretager. Jeg har oplevet situationer, hvor en ungs handlinger udelukkende accepteres i forståelsesrammen af; ”han har jo ADHD, så du ved, så kan han jo ikke koncentrere sig og derfor glemmer han at stemple sit klippekort eller købe en billet eller... Han er således uden egentligt skyld for at køre i tog uden en billet og bør fritages for bøde..” På den måde kan en diagnose blive en ”sovepude” og forskyde et rimeligt ansvar for egne handlinger. Omvendt ved vi også, at uforklarlige, uacceptable, groteske, perifide etc. handlinger kan få en anelse mere mening eller forståelse, når vi kender diagnosen bag og de fleste af os kender da også begrebet ”han var utilregnelig i gernings øjeblikket” - der er nogle handlinger, der er så uforståelige at diagnosen hjælper os på vej og skaber en form for forståelse. Men en diagnose i sig selv – uden andet - bliver for mig ofte meningsløs og siger intet om, hvordan mennesket fungerer og forvalter sit liv.Det samme problem, men unikke løsningerGennem årene har jeg mødt mange unge og voksne med eksempelvis ADHD, som bestemt ikke opførte sig ens! Man kan sige, at de fremtræder med forskellligt funktionsniveau og at de dermed også har forskellige udfordringer og læringsbehov. Og her gør den løsningsfokuserede tænkning op med kausalitet og årsag-virkning sammenhængen – der er ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem et problem og dets løsning. Mennesker skaber unikke individuelle kreative løsninger på det samme problem ! Ligesom vi ser, at mennesker holder op med at ryge på forskellige måder:; nogen tager ”en kold tyrker”, andre nikotintyggegummi, nogen går på rygestopkursus, nogen trapper langsomt ned, nogen læser ”Endelig ikke-ryger” af Allen Carr – og nogen laver deres egen kombi af de nævnte modeller. Der er således ikke én løsning til det samme problem og uden at åbne op for en større diskussion kan jeg ikke undlade at undre mig over, at der etableres så mange sociale tilbud, der henvender sig til bestemte målgrupper, der alle kan ”få den samme vare i butikken”. For slet ikke at tale om alle de manualbaserede programmer – men det er en helt andet snak :-)Og en mor med diagnosen ”depression” siger umiddelbart intet, men at hun ikke formår at stå op, smøre madpakker, give morgenmad og få sine børn i skole – det fortæller meget mere. Og at hun ind imellem kommer op og får børnene sendt ud af døren, godt nok uden madpakker, DET fortæller endnu mere, - for det er dér, der er undtagelser og små glimt at ”den foretrukne fremtid”. Og det er i de handlinger, at moderen finder sine egne unikke løsninger på hendes problem, men ofte ved hun det måske ikke eller tænker ikke over det. At snakke om det og folde det ud skaber mening for mig, snarere end at fokusere på, hvorfor hun mon har en depression.Og vores handlinger viser sig ofte i de relationer vi bevæger os i. Så den depressive mors børn vil angiveligt være de første til at bemærke, at de ind imellem kommer til tiden i skolen – eller at mor en gang imellem er glad om morgenen – eller at de nogen gange får madpakker med og så videre.Det er i vores handlinger vores styrker – og svagheder, kompetencer - og udfordringer folder sig ud, så måske vi skulle fokusere lidt mere på det vi gør frem for hvem vi er – medmindre det er positive benævnelser som; du er en god og loyal kollega eller du er en dejlig hjertevarm veninde eller du er en omsorgsfuld og nærværende far eller....Sommerlige feriehilsnerAnne-Marie