Kraften i en løsningsfokuserede opfølgning...
Her på det sidste har jeg haft den store fornøjelse og glæde over at kunne arbejde sammen med nogle fantastiske sagsbehandlere og familier om at hjemgive børn til trygge og sikre rammer.
I den forbindelse er jeg igen blevet optaget af kraften i det løsningsfokuserede spørgsmål ”hvad er blevet bedre siden sidst?” Det er som om at lige netop det spørgsmål har fået en renæssance i min praksis i denne tid. Ikke fordi jeg var stoppet med at bruge det, men fordi jeg var stoppet med at lægge mærke til betydningen af det. Der har været andre ting, som jeg har været optaget af og det spørgsmål har været forankret i min praksis så længe nu, at det ”bare” var blevet en vane. Men i denne uge vågnede jeg på ny og fik genopdaget betydningen af lige netop det spørgsmål i forhold til at skabe vedvarende forandringer og forankre dem i et nyt fundament for både det enkelte familiemedlem og for hele familien.
Det har fyldt en del i mine refleksioner i denne uge og derfor vil jeg bruge dette indlæg til at dele lidt af erfaringerne og måske I kan reflektere videre på det sammen med mig ved at kommentere på det. Jeg vil ikke gå i detaljer med familiens problemstilling, men vil nøjes med at skrive, at der har været meget alvorlige bekymringer for barnet sikkerhed pga. voldelige konflikter i hjemmet. Pigen har været anbragt, men er nu blevet hjemgivet og jeg har fulgt familien tæt. Det har været en familie, som virkelig er trukket i arbejdstøjet og jeg har været imponeret over deres vilje til at kigge på sig selv, hinanden og deres samspil og at finde løsninger på deres udfordringer.
Efter et par ugers intensivt arbejde startede jeg igen sidste uges første møde med at spørge ”Hvad er blevet bedre siden sidst?Far svarer: ”der er ingen skænderier – vi formår at klare situationerne inden de spidser op – alt er positivt”. Barnet siger bekræftende til ham ”JA” og mor nikker bekræftende.I denne sekvens svarer de på mine spørgsmål, men de taler egentlig ikke til mig, men til hinanden. De ser hinanden og lytter til hinanden og får positive tilbagemeldinger fra de andre om, at de oplever den samme positive udvikling og at alt er positivt. På det tidspunkt sker der noget mellem dem – et positivt stemningsskift som jeg ikke vil forsøge at sætte ord på, men som fik mig til at blive ekstra opmærksom.
Jeg fortsætter med at spørge ”hvad gør I for at klare situationerne uden de spidser op?Mor svarer: ”vi ved, hvordan vi går hinanden på nerverne og vi bestræber os nu på ikke at træde hinanden over tæerne – men går uden om i stedet for”. Igen bekræftende nik og tilkendegivelser om, at hun udtrykte noget de andre kunne genkende, men som samtidig også viser at forandringerne sker gennem et aktivt og bevidst valg fra deres side om at gøre tingene anderledes.Herefter arbejdede vi videre med at få detaljerede beskrivelser af, hvad de gør godt og hvad de gør anderledes. Vi fik også lavet vurderinger af situationen i dag frem for tidligere og de gav alle tre udtryk for, at deres familieliv i dag var meget bedre for dem end tidligere og at de bedre kunne lide at være i hjemmet nu.På næste opfølgningsmøde startede jeg igen med at spørge ”hvad er blevet bedre siden sidst?”Pigen siger: ”at jeg er kommet hjem til tiden hver aften”Mor griner og siger: ”hun har ikke været ude om aftenen”Hertil siger jeg, at jeg har hørt dem udtrykke ønske om at bruge mere tid sammen hjemme til at lave ting og hygge sig med hinanden.
Så jeg undersøger, hvad de så har gjort nu, hvor pigen har været hjemme i stedet for ude.Hertil siger mor: ” vi har siddet sammen, vi har spist sammen og vi har hygget os”.Jeg vender tilbage til spørgsmålet ”hvad mere er blevet bedre siden sidst”? Hvortil de tænker længe og far siger ”der er ikke sket en ændring til det værre”. I mine øjne er det en meget relevant betragtning, at det også er til det bedre at de formår at fastholde de positive forandringer..Mor tænker fortsat og siger: ”det er mere afslappet – forholdene indbyrdes mellem os er ikke så stive – vi er mere afslappede og mere frie”. Og ud fra hvordan stemningen har været under hele samtalen er jeg ikke tvivl om, at dette er tilfældet.Jeg fortsætter ”hvad gør I anderledes i dag end I gjorde inden anbringelsen?” Pigen svarer ”vi lever” og far supplerer ”Ja, vi lever”Rettet mod henholdsvis pigen og far spørger jeg ”hvad betyder det ”at leve”for dig?Far fortsætter med at beskrive ”at vi snakker med hinanden - vi forstår hinanden bedre indbyrdes og vi går udenom negative situationer og øjeblikke”Pigen supplerer ”vi har det godt med hinanden”. Undervejs i samtalen stopper jeg op og giver udtryk for, hvor imponeret jeg er over dem og de forandringer, som de har formået at skabe efter hjemgivelsen.
Det er jo det hårde arbejde mellem sessionerne og ikke selve spørgsmålet, som gør forskellen. Ikke desto mindre understøtter netop dette spørgsmål virkelig den positive forandring. Ved at italesætte alle de positive forandringer giver det mening for familiemedlemmerne at fortsætte med at gøre det virkningsfulde og de anerkender og respekterer sig selv og hinanden meget mere for den indsats, som de pludselig bliver bevidste om, at de alle gør for et bedre familieliv.
Jeg selv bliver fyldt af taknemmelig og glæde over at kunne få lov til at være vidne til sådan en smuk proces – og over at jeg har verdens bedste job.
Rigtig god vinterferie for mange af jer!
