3 års fødselsdag
I går var det 1. maj og vi fejrede Arbejdernes Internationale Kampdag sammen med vores blogs fødselsdag. 3 år og 1 dag er gået, og vi er stolte over at være nået frem til at kunne fejre dagen sammen. Det er vildt, at der allerede er gået så lang tid siden vores første møde og de spæde tanker til denne blog. men der var ikke langt fra tanke til handling, og hurtigt udviklede vores møde sig til, at vi d. 1.5.2013 lancerede Danmarks første og stadig eneste løsnings-fokuserede blog.Det er blevet til mange blogindlæg siden. Alt i alt 121 indlæg, hvoraf 28 af dem er af gæsteblog-gere fra ind – og udland.
Vores gæstebloggere har forskellige baggrunde og positioner i forhold til at arbejde med den løsningsfokuseret tilgang lige fra arbejdet i skoler over parterapi til ledelse og coaching og videre endnu til mange andre interessante emner. Det har været en stor glæde for os at lykkedes med at få skabt et rum, hvor så mange forskellige perspektiver på den løsnings-fokuserede tilgang er samlet på et sted. Flere af indlæggene er på engelsk og flere er blevet bredt ud i verden, så vi er nået bredere ud end vi nogensinde havde forventet.
Vi har også vundet en pris til Årets Sprogvogtere 2015 sammen med 99 andre sprogekvilibrister, som beskytter og forsøger at udbrede kendskabet til det danske sprog. Det var både en stor ære – og overraskelse at blive spottet af LinghoBob og AW Media – firmaerne bag prisen. Det havde vi ikke i vores vildeste fantasi kunne forestille os ske. Det var en sjov oplevelse og afspejler nok meget godt, at vi har det sjovt med at lave denne blog.
Bloggen er skabt af ren og skær lyst til og begejstring for at udbrede viden og erfaringer om den løsningsfokuserede tilgang og den bliver vedligeholdt med selvsamme. Dansk Netværk af Løsningsfokuserede Praktikere på facebook samt Dansk Løsningsfokuseret Konference er også kommet til på den samlede arena af platforme, der vidensformidler og erfaringsudveksler teori og praksis bag de løsningsfokuserede tanker.
Vi har talt om, at bloggen har så mange gode indlæg og pointer omkring løsningsfokus, at vi en dag burde lave en bog af alt det materiale. Faktisk havde vi talt om, at det kunne være fedt at fejre vores 3 års fødselsdag med at lancere en bog baseret på indlæggene fra vores blog. Desværre bliver det ikke på denne 3-års fødselsdagen bogen lanceres, men tanken eller projektet er ikke dødt. Den lever i bedste velgående og bliver forhåbentlig en realitet indenfor nær fremtid.
Så vores bedste håb for vores samarbejde er, at vi indenfor den nærmeste fremtid kan få redigeret blandt bloggens indlæg og få skabt materiale til en bogform.Ellers fortsætter vi ufortrødent både i den retning og den form, som vi nu har fundet. Sidste år justerede vi formen ved at gå fra at blogge hver uge til hver anden uge, og det har vi erfaret fungerer rigtig godt for os, - altså vi ved ikke hvor mange der læser indlæggene eller har lagt mærke til ændringen, men for os der skriver, fungerer det bedre. Strukturen for en 2 måneders periode er således, at vi starter med et fælles indlæg, herefter laver Rikke et selvstændigt, så laver Anne-Marie et selvstændigt og så har vi en gæsteblogger.
Vi har gæstebloggere, fordi vi er interesserede i at bringe så mange perspektiver på og erfaringer med løsningsfokus på vores blog, som overhovedet muligt. Så hvis du har lyst til at skrive et indlæg om dit arbejde/emne/ perspektiv, så skriv endelig en mail med en kort beskrivelse af det til os, så vender vi tilbage.
Til sidst vil vi sige tusind tak til alle jer, som har fulgt os på hele rejsen, men også til alle jer som er kommet til senere. Vi ser frem til flere blog-stunder, indlæg, inspiration, feedback og andet. Så, kom endelig gerne med jeres kommentarer til bloggen, til de enkelte indlæg eller skriv, hvis I har nogle ønsker til emner, som vi skal sikre bliver berørt her fremover.
Rigtig god uge
Anne-Marie & Rikke