Refleksion som lektier....

I første del af sikkerhedsplanlægningsproces oplever hele familien som regel en meget alvorlig krise og både børn og forældres nervesystemer er højt aktiveret. Overlevelsesmekanismerne sætter i gang til at forsøge at overvinde den faretruende situation, som en reel eller potentiel anbringelse er. I de situationer kan det være meget svært at fokusere på at besvare løsningsfokuserede spørgsmål om en foretrukken fremtid. Særligt når slet ikke begriber, hvad man oplever lige nu og her og bruger mange kræfter på at forstå, hvordan man i det hele taget er havnet i denne situation.Jeg oplever derfor meget ofte – som I andre nok også kender – at jeg stiller et spørgsmål og folk ikke svarer på det, men svarer ud fra det, som de er fyldt op af. Eller jeg oplever, at folk har sagt, at de behov for tid og ro til at tænke over nogle af spørgsmålene, fordi de ikke kan koncentrere sig om dem i situationen.Begge dele skete i en familie, hvor mange ting blev ved med at opstå og hvor processen med at bygge visionen for fremtiden kom i baggrunden hele tiden. For at sikre fremdriften i processen med at få skabt sikkerhed, tryghed og trivsel for børnene i hjemmet, besluttede jeg mig for at give dem til opgave at reflektere over nogle vigtige spørgsmål mellem møderne. At give en opgave til folk er en del af den løsningsfokusrede metode, hvilket Anne-Marie har skrevet mere om her: http://www.loesningsfokus.info/blog/om-at-gi-en-opgaveDa jeg gav dem et papir med spørgsmål på, var begge forældres forundrede reaktion ”Giver du os lektier for?” OG ja det gjorde jeg. Spørgsmålene de fik lød:1 )Hvis I havde det familieliv, som I drømmer om, hvordan ville det se ud?2) Hvad ville I gøre sammen og hver for sig?3) Hvad vil I gøre anderledes i fremtiden, når drengene ikke lytter til jer og jeres temperament bliver udfordret?4) Hvad gør I allerede som virker godt i de situationer?5) Hvem har I tidligere oplevet kan hjælpe jer til at holde temperamentet nede?6) Hvad har de gjort og hvad skal de eventuelt gøre i fremtiden for at hjælpe jer?Så tog jeg hjem… og da jeg vendte tilbage til dem næste gang sagde faren som noget af det første ”vi skal også i dag nå at vise dig vores lektier”. Jeg var forbløffet over det hurtige skift. Fra i samtalerne at have haft svært ved at få mulighed for at få vendt fokus til deres foretrukne fremtid og hvordan de ville håndtere konflikter og opdragelsessituationer anderledes i fremtiden - til at de nu var insisterende på at nå at tale om det.De havde skrevet 3 hele A4 sider til mig om de forandringer, som de ønsker at skabe for deres familie. Blandt andet ønsker de at få et familieliv præget af ”glæde, tryghed, ro, tid til sig selv og til alle, at de skal tage fælles ansvar for deres familie, hygge, fælles aktiviteter og respekt for hinanden og omverden.”Herefter kom de med en lang liste af handlinger, som de skulle gøre anderledes for at opnå dette. Dette indbefattede i høj grad en anderledes håndtering af konflikter, kriser og opdragelsessituationer, hvor børnene ikke ville lytte efter og hvor de bliver ramt i afmagt. Deres liste beskrev disse handlinger meget konkret. Det viste sig at være en liste baseret på deres erfaringer med at leve sammen fra et tidligere tidspunkt, hvor alting var nemmere og begge forældre havde mere overskud. De var faktisk meget tydelige på, hvad der skulle til for at skabe de nødvendige forandringer. At de havde fået tid til at reflektere over dette og forstå, at de allerede havde erfaringer med at skabe det foretrukne familieliv, gav håb og tro på, at det nok skal kunne lykkes at genskabe det og opnå deres fælles mål.Det var moderen, som med støtte fra sin mand, læste deres liste højt for mig og forklarede, hvad de mente med det. Det var selv sammen kvinde som ugen forinden havde kigget mig dybt i øjnene og spurgt ”er det håbløst det her?” og jeg på baggrund af sagens udvikling kunne sige ”nej, det er det ikke - jeg tror på, at I kan gøre det”. Nu troede hun også selv på det – eller rettere, det gjorde de begge. Og som man siger, så flytter tro bjerge… men den flytter ikke mindst mennesker. Også disse forældre.De er nu klar over, hvilken vej de skal skal og er parat til at gå den. Et skridt af gangen...Rigtig god uge.Rikke