Om kunsten at skynde sig langsomt...

Da jeg sad stille og roligt og begyndte at sætte tankerne ind til denne uges indlæg, blev jeg ved med at tænke på Tina Dickows sang “Count to ten”, hvor hun blandt andet synger disse ord “sometimes the fastest way to get there is to go slow”. Det mindede mig om en af ugens vigtigste faglige øjeblikke og om hvorfor det er, at vi socialarbejdere ofte minder os selv og hinanden om kunsten at skynde os langsomt.Hvordan hænger det sammen med en løsningsfokuseret blog? At arbejde kortidsorienteret og løsningsfokuseret og at skynde sig langsomt er ikke to modsætninger i mine øjne. Nogle gange kan man komme hurtigst frem til den foretrukne fremtid ved at gå langsomt frem, ligesom sangen udtrykker det.Som Anne-Marie tidligere her på bloggen har skrevet om, så er korttids-begrebet i den løsningsfokuserede tilgang udtryk for, at man ikke har én samtale mere end nødvendigt med klienten/borgeren. Det nødvendige antal varierer fra person til person og situation til situation. http://www.loesningsfokus.info/blog/hvor-kort-er-kortLøsningsfokus, sikkerhedsplanlægning og arbejdsrelationI sikkerhedsplansarbejdet er det et krav for børnenes sikkerhed, trivsel og udvikling, at vi skaber forandringer hurtigt. Udgangspunktet for arbejdet er klage-relationen, hvor forældrene ikke selv har valgt at indgå i arbejdet og ofte ikke er enige i forvaltningens bekymringer. Kommunens medarbejdere har nogle meget tydelige dagsordener med til møderne. For at netværket er informeret og involveret skal bekymringerne f.eks. tydeligt italesættes ved opstartsmøder med både familie og netværk. Dette skaber risiko for modstand, konflikt og diskussion fremfor samarbejde, refleksion og forandring. Så det er vigtigt hele tiden at finde de ”rigtige” næste skridt for at sikre at hvert møde bliver inddragende, meningsfuldt og konstruktiv i retning mod den foretrukne fremtid.På trods af risikoen for modstand og konflikt i disse sager, ser jeg gang på gang, hvordan det hurtigt lykkes at få etableret en god arbejdsrelation med forældre og netværk og over tid få ændret relationen fra en klage-relation til en kunde-relation. http://www.loesningsfokus.info/blog/om-at-gi-en-opgave Det er selve fundamentet for at lykkes med sikkerhedsplanlægningen - og det lykkes fordi sikkerhedsplanlægning er en løsningsfokuseret tilgang.At skabe den gode arbejdsrelation i denne situation kræver noget af os professionelle, som arbejder med sikkerhedsplaner. Blandt andet har jeg erfaret, at det kræver at den sagsansvarlige kan rumme og holde alle de mange perspektiver på børnenes situation og at kunne respektere og acceptere sandhedsværdien i alle de forskellige perspektiver. Det kræver endvidere, at man må være parat og modig nok til at smide den planlagte dagsorden væk til fordel for det som er til stede og det som opstår. Det er her, hvor det med at skynde sig langsomt kommer ind i billedet.Samtidig skal man dog også kunne have så meget styring og overblik over møderne, at man får det med fra mødet, man som minimum må have for fortsat at kunne sikre børnene. Det er en balancekunst!Ved at den sagsansvarlige kan være til stede med det som opstår og rumme de mange perspektiver, får forældrene og netværk mulighed for at træde frem i arenaen og få ejerskab over processen og løsninger. At blive set, hørt, respekteret og anerkendt for de perspektiver, som de bringer i spil skaber ejerskab, tillid og tryghed i processen og det er helt afgørende for om det lykkes at skabe en bæredygtig sikkerhedsplan i processen.Ovenstående tanker var blot nogle af dem, som jeg sad tilbage med i sidste uge efter et opstartsmøde, hvor jeg var vidne til at de ansvarlige for sikkerhedsplansprocessen fik forvandlet en fastlåst situation med stor modstand til en situation med perspektiv for forandring.Sometimes the fastest way to get there is to go slowHvad gjorde de? Med deres løsningsfokusrede øre fangede de bare en enkelt udtalelse som en mødedeltager kom med. En udtalelse som tegnede på, at der var sket forandring i familien som forvaltningen ikke endnu var vidende om. I det øjeblik var de parat til at smide dagsordenen væk, gå i en helt anden retning og stille et spørgsmål, som skabte en åbning i samarbejdet, som jeg ikke tidligere havde set været til stede under mødet. Spørgsmålet lød ”Hvad er det for en forandring som I har set ske i familien det sidste halve år?”. Svarene fra alle mødedeltagerne viste en ret lang liste af beskrivelser af en positiv udvikling, hvor forældrene havde udviklet kompetencer til at sikre en bedre trivsel, sundhed og udvikling for deres børn.Men et er at stille det første spørgsmål og et andet er at blive i dette emne og stille uddybende spørgsmål til at få kunne få endnu flere beskrivelser på undtagelser, forandringer i forældrekompetencer og tegn på sikkerhed. De sagsansvarlige lykkedes også med dette, hvilket på kort tid gav et meget andet billede af familien end hidtil set. Ikke at sige, at der ikke længere var grundlag for at fastholde den alvorlige bekymring for børnene, men udgangspunktet for det videre samarbejde blev dog et andet, bedre og mere nuanceret og processen tog en anden drejning.Det fik mig igen til at tænke på, at det ofte er de små ting, som gør en stor forskel. Men også tilgangen... I sådan situation står skellet mellem problemorienteret praksis og løsningsfokuseret praksis meget skarpt for mig. Udfaldet kunne nemlig meget hurtigt været blevet et andet. At skynde sig langsomt garanterer ikke i sig selv, at vi ender i denne rigtige retning, men jeg er fuld af fortrøstning om at det gjorde det lige netop i denne familie i denne situation.Jeg er ret sikker på, at lige netop her førte det dem alle et meget hurtigere skridt i den rigtige retning hen imod at kunne skabe en tryg og sikker plan for at børnene kan blive hjemgivet på et tidspunkt – på trods af at det umiddelbart så ud til at føre mødet væk fra den planlagte vej.Jeg glæder mig rigtig meget til at følge processen og måske vil det kunne blive til en opdatering her på bloggen på et senere tidspunkt..Rigtig god opstart efter sommerferie til mange af jer... Jeg håber, at I har nydt den og vender tilbage på arbejdet fuld af energi og arbejdsglæde…Rikke