En dyb følelse af ydmyghed...

Det er blevet fredag eftermiddag og igen tid til at gøre mig tanker om, hvad der pt. fylder i forhold til den løsningsfokuserede tilgang, så jeg kan have et blogindlæg klar til jer til mandag morgen. Det første og største, som dukker op, er følelsen af ydmyghed. Ydmyghed forstået som en erkendelse af og dyb respekt for, hvor værdifuld denne metode er i forhold til at skabe forandring i menneskers liv og hvor svær den er at praktisere, på trods af at den virker så simpel og let.For hvert faglige udviklingstrin jeg har taget i forhold til at lære løsningsfokus oplever jeg, at døre bliver åbnet til nye forståelser af, hvad det kræver at mestre den, så den kommer til sin fulde udfoldelse. På mange måder føler jeg mig stadig som en ren novice, også selvom jeg efterhånden har mange års erfaring i brugen af den. Det har fyldt i denne uge, som både har båret præg af øjeblikke med højdepunkter, hvor jeg følt mig som en fisk i vandet og har oplevet at være helt på toppen.… Og så har den været præget af lavpunkter, hvor jeg mere har følt mig som en strandet hval – undrende over, hvordan jeg havnede der, når jeg ellers kender mit farvand ret godt. Det er særligt i sidstnævnte øjeblikke, at jeg bliver mindet om, at jeg kun lige har berørt toppen af isbjerget af denne metodens anvendelighed og effekt. Jo mere jeg lærer om løsningsfokus, jo mere indsigt får jeg i, hvor meget mere der er at lære her.I min læringsproces er det blevet tydeligt, at det kun er gennem øvelse, øvelse og mere øvelse at mere af isbjerget vil komme til syne. Derfor giver jeg med tiden flere og flere øvelser fra mig både i mit arbejde med familierne og med kompetenceudviklingen af professionelle, hvor jeg også gerne stiller mig selv til rådighed i øvelser for at andre kan lære af mine færdigheder, men også af mine utilstrækkeligheder og over at reflektere over, hvad de selv ville gøre anderledes og bedre.Som nævnt ovenfor er følelsen af ydmyghed også rettet mod værdien af den forandring, som jeg ser metoden hjælper med at skabe i udsatte familier. Denne uge har ikke været præget af de store kvantespring, men mere af processer med at dele uoverskuelige udfordringer op i mere overskuelige tiltag og handlinger, som kan tages et skridt af gangen, hvilket bringer mod, overskud og håb til at blive ved med arbejdet med at skabe forandring. Jeg er igen blevet slået af, hvor hjælpsom den er til at arbejde med stor modstand og hvor stor en kraft, der ligger i detaljen. En kombination af dette oplevede jeg f.eks. i en øvelse med at ændre en konfliktfyldt relation mellem 2 familiemedlemmer.Princippet bag denne øvelse er netop at finde ud af, hvilke adfærd og handlinger man selv kan tage for at ændre sin situation og for at tage fuldt ansvar for sit eget liv.Det gjorde jeg ved at bede det voksne familiemedlem om at finde 20 ting, som personen ville gøre anderledes, når den unge ændrede sin adfærd hen imod det ønskværdige. Øvelsen mødte til en start stor modstand. Hun mente ikke, at det var muligt at finde så mange ting at hun selv kunne gøre anderledes, men indvilligede dog i at gøre et forsøg. Der var ingen forventning til, men et håb om, at hun ville færdiggøre øvelsen. Den fedeste oplevelse blev derfor at følge op på og finde ud af, at det var lykkedes hende. Det var endda lykkedes hende at gøre det bedre end jeg havde bedt hende om. Ved at gennemgå listen af de 20 + ting hun ville gøre anderledes, hvis den anden ændrede adfærd, opstod små handlinger hun selv uden vanskeligheder kunne starte udføre med henblik på at ændre relationen med den anden. Dermed kunne hun begynde at tage ansvar for sit liv og for deres samspil. Det var uden tvivl et gennembrud og jeg er spændt på i fremtiden at se, hvad den lille øvelse kan føre med sig at større forandringer i denne familie.Jeg er også spændt på at se, hvad næste uge bringer af faglige udfoldelser og læring – og jeg glæder mig til at tage hul på den.Rigtig god, inspirerende og udviklende uge til jer alle.Rikke