Om at få ny viden og nye bekendtskaber

profil-anne-marie-20052013.jpg

Jeg har været på kursus – igen – for det er noget af det bedste, jeg ved. At være i en sammenhæng, hvor man har så mange muligheder for ny viden, nye bekendtskaber, tips og tricks og inspiration til at gøre endnu mere af det, jeg synes er både sjovt og spændende at arbejde med. Og det, der optager mig og har gjort det gennem mere end 25 år er at skabe menneskelig udvikling og forandring. At støtte og bidrage til at et menneske kan bevæge sig fra A til B og således udvikle nye kompetencer er på både berigende og rørende.

Min passion eller - derfor

Min primær reference i mange år har været arbejdet med og omkring særligt udsatte familier, men gennem de seneste 4-5 år har jeg også beskæftiget mig med socialt udsatte voksne, hvilket hoved-sageligt omfatter voksne med psykisk sygdom og/eller misbrug. OG jeg er mange gange blevet spurgt om: så når nu du har arbejdet med både børnene og deres forældre og de socialt udsatte voksne – hvad kan du så bedst li' at arbejde med? Og mit svar er altid det samme; for mig er det to sider af samme sag, da ”børn med særlige behov” ind i mellem også har forældre, der er ”socialt udsatte” og ”socialt udsatte voksne” også kan have ”børn med særlige behov”. Næh, det der for alvor har min interesse og fascination er at være i arbejdsfeltet med børn, deres forældre, psykisk syge, misbrugere og mange andre, hvor jeg kan være katalysator og vidne til deres udvikling og bevægelse i mod ”en foretrukken fremtid”.Og jeg blev beriget på kurset – wauw, jeg mener, hvor mange kender ikke til at deltage i et kursus og så sidde en hel dag – eller som her 2 dage, og tænke at man lige nu kunne nå at maile til et hav af borgere og samarbejdsparter, skrive 2 indstillinge eller et par bevillinger eller mødereferater eller - og altså med andre ord, bruge sin tid bedre! Derfor er begejstringen hos mig stor, når jeg oplever at få ”noget med hjem” fra et kursus. Og hvad fik jeg så, spørger du måske – jo, nu skal du høre.....

Undtagelser – eller ”forerunners”

Mange løsningsfokuserede praktikere er undervist i det, jeg plejer at kalde ”den klassiske model”, hvor der er samtaledele med at skabe et fælles projekt, mirakelspørgsmål, undtagelser, skalaer, pause og tilbagemelding ofte med opgave. En sproglig distinktion jeg bemærkede på kurset var forskellen mellem at spørge til undtagelser og det, som blev benævnt som ”forerunners” - jeg vil her kalde det forløbere, altså det der kommer før noget andet. Undtagelser har jeg altid forstået som, undtagelser fra, når problemet er tilstede, hvilket fastholder et problemtænkende fokus. Konkret kan man sige, at for at tænke på undtagelser (fra problemet) må man også tænke på..... problemet! Så i stedet for at tænke og spørge til undtagelser, kan man tale om forløbere til ”den foretrukne fremtid”, den som mange også vil kalde ”den dag miraklet er sket” - eller som BRIEF fra London ville sige ”the tomorrow-day”. Så er der øjeblikke, hvor der allerede opleves stunder, glimt af ”den foretrukne fremtid” - det liv, som borgeren/klienten/barnet gerne vil have. Ved at tale om ”forerunners” øger vi altså afstanden til problem-focus og går i stedet endnu mere i retning af solutions-talk.

Øvelser

Åh nej, vil mange sikkert tænke – jeg hader de der workshops, hvor man i grupper af 3-4 skal lave rollespil eller lignende ! Og min holdning har altid været; hop ud i det, man lærer så meget af det. Og dette kursus gav mulighed for mange øvelser, - og øvelser som giver nye refleksioner og muligheder. Eksempelvis gossip-runden eller den positive sladder-runde – en runder som man kan have i sit team, på arbejdspladsen eller andre steder og som i sin enkelthed går ud på, at fremhæve og fokuserer på ressourcer og kompetencer. At lytte til at andre sladrer om éns ressourcer og kompetencer, gør bare en forskel – og en positiv forskel for det er bare så meget rarere at høre om det andre lægger mærke til vi er gode til, end at få at vide de fejl eller mangler vi har eller begår. I kan jo forsøge at gå sammen 3 kollegaer – eller venner og lade 2 sladder-snakke om den tredje og så se, hvilken betydning dét har. Og så selvfølgelig bytter I runde, så alle for chancen for at blive sladret om :-)

Skalaer

Skalaer, bare at sige eller skrive ordet betyder at mange stejler og tager afstand. Åh nej, skal vi nu til det igen, - enten fordi det er så svært eller så kedeligt eller det, der er på hjertet, ikke kan beskrives med ”et tal”. Og vel har brugen af skalaer taget om sig og vel hører teknikken ikke kun hjemme i den løsningsfokuserede verden, men brugen af skalaer skaber perspektivering, som ellers kan være svær at få frem. Og omkring skalaer og skalering oplevede jeg også noget nyt; jeg mener, jeg har gennem årene defineret og italesat mange skalaer, men denne version var ny:Spørgsmål: så på en skala fra 1-10 og 10 er, at du nu har nået dit mål og er i ”den foretrukne fremtid”, hvor vil du så sige, du er nu?Svar: hmmm, på en 5Spørgsmål; 5, okay, vil du sige, at du mere er på 4,9 eller 5,1?Svar: 5,1 - fordi......For mig var det en ganske genial distinktion, at spørge så tæt ind i skalaen, at det enkle lille skridt, - differencen mellem 5 og 5,1 - blev mulig at tale om og udforske.

Og fordi forandringer ikke kommer i pakker, men i små bitte skridt, som vi nogle gange ikke ser eller overser, er det vigtigt at tænke småt og defragmentere - man kan sige; i stedet for at ”go big” så ”go small”.Og endelig var mit kursus møde med nye og gamle venner, jubiiiiii. At møde gamle venner, man ikke har set i flere år og som man har været sammen med på en ”udviklingsrejse” er en glædelig overraskelse, som giver anledning til ”catching up”. Men at møde mennesker, som man i periferien kendte – og nu kender lidt bedre, giver afsæt ikke kun for nye løsningsfokuserede sparringspartnere men også for ny indsigt i, hvordan de løsningsfokuserede tanker og idéer forsøges implementeret og praktiseret på mange arbejdspladser.

Jeg håber, at jeg får mulighed for at følge med i dén udvikling og er nysgerrig på, hvordan de løsningsfokuserede tanker trives på din arbejdsplads? - rigtig god uge til dig...

Anne-Marie

Forrige
Forrige

An embodied solution-focused practice

Næste
Næste

At få vendt fokus