Løsningsfokus i krise og kaos

I mit familierettede arbejde, arbejder jeg kun med familier, hvor børnene er i risiko for at blive anbragt. Det er ofte i situationer, hvor det haster med at få iværksat en indsats  at kommunerne kontakter mig og spørger, om jeg kan hjælpe med at forebygge en anbringelse. Det betyder, at det altid er familier i stor krise og kaos, som åbner døren for mig, når jeg besøger dem første gang.  Den ene part er mere ked af det, vred og bange end den anden – det gælder både børn og voksne. De har alle oplevet forfærdelige ting i fortiden, frygter fremtiden og er som oftest helt overvældet af situationen.Som bekendt arbejder jeg med sikkerhedsplanlægning, som er en løsningsfokuseret metode – men jeg tilbyder også andre skræddersyede forløb til familierne, afhængig af hvad deres behov er. Det handler som udgangspunkt altid om at få stabiliseret familiesituationen. Det kan f.eks. være ved at støtte forældrene til at få skabt en ny og bedre ramme for familielivet, få indkørt en forudsigelig og tryg struktur og rytme i hverdagen og hjælpe forældrene til at have overskud til at fastholde strukturen og yde tilstrækkelig omsorg for børnene. Men hvordan får man løsningsfokus ind i en situation præget af krise og kaos med børn, som reagerer ved f.eks. ikke at ville lytte eller følge de voksnes anvisninger om morgenen, når de skal gøre sig klar til at komme i skolen eller om aftenen, når de skal puttes?  Hvad gør man, når de kommer til udtryk med deres oplevelse af den svære situation ved helt at nægte at følge anvisningerne og forældrene rammes i afmagt og frustration og er ved at give op? Nok noget de fleste forældre kender til, men forhåbentlig ikke i samme omfang, som jeg oplever i de særligt sårbare familier, jeg arbejder med.Det er vigtigt at fastholde det udgangspunkt, at både børn og voksne altid gør det bedste de kan i en given situation. Jeg har erfaret, at man som udeforstående kan få øje på mange bittesmå detaljer og vigtige informationer om, hvad de kan, som kan være brugbare at arbejde videre med i familien. Det kræver dog, at man midt i kaos formår at holde øje med disse ting i kommunikation og kravsituationer som ender i konflikt og/eller smækken med døre osv.Her kan man enten bruge det til at anerkende dem i situationen og få vendt fokus med det samme, hvis situationen er til det. Men som oftest er det et spørgsmål om at gemme det til et tidspunkt, hvor man kan tale stille og roligt om det og dermed arbejde langsomt og sikkert med at få vendt oplevelsen af at alt er galt i hjemmet. Når familien har et mål om at få opbygget eller genopbygget en god og tryg ramme for deres familieliv og jeg skal understøtte denne proces, er det også et helt naturlig ting i snakken over madlavningen eller opvasken at spørge ind til forældrenes oplevelse af tidspunkter, hvor familien havde den ønskede hverdag eller hvor det bare var en smule bedre end i den akutte kaotiske situation.Her begynder opgaven med at få forældrene til ned i mindste detalje at fortælle om deres ønskede hverdag og om hvordan de foretrækker, at deres familieliv skal fungere, så vi har et helt konkret og detaljeret beskrivelse at arbejde ud fra. Jeg er imponeret over, hvordan de fleste af de forældre, som jeg har arbejdet med, har været meget tydelige omkring, hvordan de gerne vil have det til at fungere for at have en god hverdag. Undervejs er det vigtigt at være så fleksibel, at man kan justere efter, hvordan det så i praksis fungerer bedst muligt, men det finder man ud af ved at definere målet, afprøve det og udvikle på det ved at give små opgaver, følge op på det og justere det – og så har vi en konstruktiv proces hen imod en bedre hverdag for alle i familien.Et er at være bevidst om tingene og et andet er at have overskud til at gøre det samt at have tro på, at det kan lykkes. At få det overskud er der mange veje til – det kan være gennem praktisk støtte, ved at få den rette vejledning omkring pædagogiske værktøjer til børnene, familiebehandling,  aflastning både i form at ekstra hænder til at klare opgaverne og til at få et pusterum engang i mellem. Det samme problem kan løses på ligeså mange måder, som der er familier og når kommuner går ind og investerer i skræddersyede forløb, har jeg erfaret, at det for alvor skaber forandringer og gør familierne selvhjulpne.. Men indtil da tager jeg gerne skraldet med ned, når jeg alligevel går forbi containeren på vej hjem, så er der en ting mindre at diskutere over i en belastet situation.Rikke