I krig og kærlighed gælder de løsningsfokuserede kneb...
For kort tid siden stod jeg ret uventet midt i en vanskelig ægteskabelig konflikt mellem et forældrepar, som skulle løses indenfor 3 timer. Den opstod på dagen for børnenes hjemgivelse. En konflikt som uden tvivl var forårsaget af det pres, som familien havde været gennem lang tid og som kulminerede et par timer før familien igen kunne være samlet. Frustrationer, magtesløshed, træthed, uro og bekymringer for fremtiden stod pludselig i lys lue og hvem er mere nærliggende at beskylde for alle ens frustrationer end sin ægtefælle?
Beskyldninger fløj gennem luften og de ramte den anden part hårdere end den anden, så stemningen lignede mildest talt en krigszone. Det måtte selvfølgelig håndteres før hjemgivelsen kunne gennemføres og det satte os under massivt pres. Det var her jeg for allerførste gang virkelig havde en oplevelse af, at det løsningsfokuserede simpelthen blev nødt til at vise sin korttidseffekt. NU!!!
Der var ingen tvivl om at begge parter ”bare” havde brug for at få luft, men det måtte skabes rum for en konstruktive udvikling fremfor skænderier. Så når en alvorlig beskyldning fløj gennem luften og det var muligt at bryde ind, forsøgte jeg mig med at stille spørgsmål såsom:
hvad vil du gerne have er anderledes?
hvis hun lyttede mere til dig, hvad ville så være anderledes i jeres familieliv?
hvad vil du gerne have, at I gør i stedet for?
hvilken forskel ville det gøre for dig/jer/dine børn?
osv. osv. osv.
Svarene noterede jeg, så når de faldt tilbage i beskyldningerne kunne jeg vende tilbage og sige til den ene person:”du sagde lige før, at du ønsker gensidig respekt for hinanden - hvad er gensidig respekt for dig?Og til den anden person ”Jeg kan høre, at du er enig i at du også gerne vil have gensidig respekt mellem jer – så hvad er gensidig respekt for dig?”På den måde fik jeg flere og flere af deres mål og ønsker for deres fælles fremtid ned på et papir uden, at de selv på daværende tidspunkt lagde mærke til det. Men på et tidspunkt, da bølgerne gik på sit højeste, tænkte jeg ved mig selv”hvad f….. ville Elliott Connie have gjort her? Til jer som ikke kender Elliott Connie kan jeg fortælle, at han er løsningsfokuseret parterapeut og forfatter til blandt andet Solution building in couples therapy. Han har også tidligere været gæsteblogger for os her, hvor han bloggede om solution land versus problemland og så er han en stor inspiration for mig.Jeg kom i tanke om, at han i sin praksis som løsningsfokuseret parterapeut bruger ”honeymoon talk”. Her spørger han ind til, hvad der fik parret til at falde for hinanden og får dermed mulighed for at undersøge nærmere den tid, hvor parforholdet og forelskelsen var på sit højeste. Elliott Connies oplevelse er, at det hjælper til at genskabe magien og fokus på kærligheden og generelt skaber et skift i energien og stemningen mellem de to parter.
Så jeg spurgte parret ved første mulige lejlighed:”Selvom det ikke lige lyder sådan på nuværende tidspunkt, går jeg ud fra, at I på et tidspunkt har været forelskede… hvad var det som I faldt for ved hinanden?”Og et kort øjeblik oplevede jeg den magi, som Elliott Connie beskriver, når han stiller spørgsmålet… Manden lyste op i øjnene og smilte stort… Det forsvandt dog ligeså hurtigt, som det dukkede op – og han pegede fingre af mig og sagde til mig:”du skal slet ikke prøve på det der”….Helt ærligt var det ikke lige det svar, som jeg havde forventet eller håbet på. Men det var nu det svar jeg fik og så der jo ingen anden vej end at tage den derfra. Jeg måtte respektere ikke at fortsætte ud af det spor, men vende tilbage til emnerne gensidig respekt og at lytte til hinanden, som begge parter var meget optaget af.Undervejs i processen var der tidspunkter, hvor jeg tvivlede på, om situationen kunne nå at blive stabil og det kaldte på nye impulser, nye tanker og ideer.
Situationen krævede det og den eneste risiko jeg reelt løb var at blive sat på plads med en løftet pegefinger. Jeg kunne jeg jo altid falde tilbage i min faglige tryghedszone.Og skridt for skridt fødtes ud af denne tre timer proces forældrenes fælles mål for deres fremtidige familieliv, når børnene nu kom hjem og de igen var samlet som familie.
Mål som de kunne være helt enige om og som både var meget sunde, konkrete og håndgribelige og som var baseret på gensidig respekt og at lytte til hinanden. Disse mål skrev jeg op på en seddel til at minde dem selv og deres børn om, at det er den måde, som de ønsker at være familie på i deres hjem. Det er disse mål, som nu er retningsgivende for adfærden i hjemmet og som de arbejder videre med at opnå.Bagefter blev jeg optaget af oplevelsen at sidde i noget nær en krigszone og se oplevelsen af fællesskab og et håb om en bedre fælles fremtid titte frem som forårsblomster.
Alt i mens det hele blev landet på smukkeste vis – godt nok kun lige 5 minutter inden børnene kom hjem, men de nåede det… Det bedste er, at den gode energi og kærligheden er bevaret siden og bliver endnu mere stærk, jo tættere de kommer på målene.Det jeg blev særlig optaget af var, at den oplevelse i høj grad handlede om ”trust the model” og ikke så meget om mine evner som ”parterapeut”.
Min konklusion er, at man godt kan have fuld tillid til denne metode. Den kan nemlig noget helt særligt og det er at skabe bæredygtige forandringer på meget kort tid.
Mange varme forårshilsner
Rikke
