Fra midler til mål...
Meget hurtigt inde i mit løsningsfokuserede uddannelsesforløb på min gamle arbejdsplads i Københavns Kommune, fik jeg en seriøs A-ha oplevelse. Den fik min praksis til at ændre sig på en afgørende måde. A-ha oplevelsen kom da jeg indså, at vi i socialt arbejde kan have en tendens til at forveksle midler med mål. Også selvom vi arbejder med handleplaner, hvor mål og delmål skal formuleres.
Særligt i arbejdet med målspørgsmålet i Signs of Safety rammen – hvad vil vi se ske? – er jeg blevet meget opmærksom på, at både professionelle og borgere mange gange identificerer et problem og hurtigt udtænker en foranstaltning til at løse problemet. Jeg har erfaret, at svar på spørgsmålet om, hvad vi vil se ske ofte lyder: at vi skal lave en forælderevneundersøgelse; han skal have en kontaktperson; hun skal have aflastning; de skal have familiebehandling osv. Jeg siger ikke, at disse vurderinger ikke er rigtige, men at man i den situation går direkte til at fokusere på, HVORDAN problemerne skal løses fremfor først at reflektere over, HVAD vi gerne konkret vil opnå af forandring. Hvilken adfærd og handlinger vi gerne se i fremtiden hos de(n) enkelte borger/familiemedlemmer, som viser os at problemerne er løst? Hvad er det egentlig af foranstaltningen skal afhjælpe helt specifikt? Udfordringen med det er, at vi går man glip af nogle værdifulde mellemregninger, hvor indsatsen målrettes og andre mulige løsninger end de tænke foranstaltninger kan opstå.Lad os tage eksemplet med kontaktpersonen og undersøge nærmere, hvordan man så kan gå fra at have fokus på foranstaltningen til at blive klar på målet. Det uanset om det er familien, samarbejdspartner eller en selv, som hurtigt fremkommer med løsningen om at få en kontaktperson.Et tænkt eksempel på spørgsmål og svar kunne lyde sådan her:
Hvad ville være anderledes, hvis han havde en kontaktperson?
SVAR: Han vil have en voksen i sit liv, som det kunne have tillid til og være fortrolig med.
Hvilken forskel ville det gøre for ham at have en voksen i sit liv at have tillid til?
SVAR: Han vil have en at tale med om de svære ting, som tynger ham.
Hvilken forandring vil det skabe at han har en at tale med om de svære ting?
SVAR: Det vil betyde, at han føler sig støttet og med tiden får opbygget en tryghed indeni og får mere overskud til at være glad og ubekymret.
Så du vil gerne se ham være mere glad og ubekymret og føle sig mere tryg?
Hvad vil du se ham gøre som viser dig, at han er mere tryg, glad og ubekymret?
Svar: Han vil kunne koncentrere sig bedre i skolen i stedet for at sidde og bekymre sig om sin mor og deltage mere aktivt i de sociale aktiviteter i frikvarterne
Med svarene på disse spørgsmål får vi både et indblik i, hvilken forandring vi skal skabe og samtidig får vi pejlemærker for at kunne se, når det er lykkedes at skabe den nødvendige forandring. Herefter kan man så vurdere, hvorvidt det er en kontaktperson som skal løse opgaven eller om forandringen kan opnås på anden og måske mindre indgribende måde i forhold til barnet. På den måde åbner vi op for at løsningen på problemet kan se ud på en masse forskellige måder, afhængig af hvilken barn, familie og netværk processen omhandler. Lad os bare lege med tanken om at barnets moster eller måske skolelærer gerne ville være denne fortrolige person. Udover at vi på denne måde får muligheden for at tænke mere ud af boksen, bliver målene også meget mere konkrete og detaljerede, hvilket hjælper til tydeliggøre opgaven og det giver en bedre mulighed for at kunne følge op på, om udviklingen går i den rigtige retning og om vi er på vej mod målet. Vigtigst af alt vil vi faktisk også tydeligt kunne se, når målet er nået....Jeg er nu nået i mål med dagens indlæg og jeg har kun tilbage at ønske dig en rigtig dejlig uge.
Rikke
