The sky is the limit...

Da jeg var ung drømte jeg om at rejse verden rundt med mit arbejde… og om at gøre en forskel for udsatte børn. Senere drømte jeg om at komme til at hjælpe traumatiserede mennesker til at få helet sårene på sjælen… En længere periode indimellem drømte jeg om at skabe en international karriere indenfor salg og marketing, så inden jeg blev uddannet socialrådgiver tog jeg mig en 3-årig uddannelse indenfor økonomi og marketing. De kompetencer bruger jeg i dag i min egen virksomhed. Jeg havde aldrig forestillet mig, at alle de drømme til sammen er gået op i en højere enhed… Men nu hvor jeg sidder i CX0250 fra Heathrow til Hong Kong på min vej til Perth for at uddanne mig indenfor traumebehandling for børn og unge, er jeg på vej til at få det til at ske.At mindes ungdommens drømme får mig til at tænke på det løsningsfokusrede arbejde med unge menneske. Særligt tænker jeg på et interessant spørgsmål, som jeg nogle gange får i undervisnings – og supervisionssammenhænge i relation til Bedste håb- spørgsmålet. Det lyder nogenlunde sådan her:Hvad hvis de unges bedste håb er urealistiske, skal vi så bare tage det for gode varer og arbejde videre med det eller er det ikke at stikke dem blår i øjnene?Hvad hvis de unges bedste håb er urealistiske?I bund og grund er spørgsmålet, om vi overhovedet kan vurdere, hvad der er realistisk eller ej? Og er det i hele taget nødvendigt at tage stilling til dette i en løsningsfokuseret samtale?I en løsningsfokuseret samtale vil vi jo ikke noget specifikt på klientens vegne andet end at skabe den kontekst, hvori en forandring i deres liv kan opstå. Det er ikke min opgave at fælde dom over, hvad de unge siger, så om det er realistisk eller ej er ikke i min optik det vigtige. Det vigtige er selve visionsopbygningsprocessen for en anderledes ønsket fremtid, som bedste håb spørgsmålet og den unges svar kan give anledning til at gå i gang med.Der er selvfølgelig noget samtaleteknisk, som kan sikre at de unges første svar bliver så virkelighedsnært og konkret som muligt. Så hvis vi bare spørger, hvad er dit bedste håb? Ja, så får vi muligvis et noget vildere svar end hvis vi i stedet spørger, hvad er dit bedste håb for denne samtale, dette forløb, denne uddannelse, for et clean liv eller hvad vi nu kan afgrænse konteksten til at være. Det er jo som man siger – ”som man råber i skoven får man svar.” Ender man så alligevel med et bedst håb om at blive astronaut og flyve til månen, så ville jeg tage det ligeså alvorligt som hvis de havde svaret pædagog, bankrådgiver eller hvilken som helst andet job. For hvem er vi til at vide, om det lykkedes dem at opnå deres drømme og om vi måske sidder foran en ny Andreas Mogensen - første dansker i rummet.Men vi må ikke stoppe der med det svar, fordi i løsningsfokus søger vi meget mere konkrete og detaljerede beskrivelser af den unges handlinger og adfærd, når det bedste håb er opnået. Så vi bliver nysgerrige på, hvilken forskel det ville gøre for dem at være Astronaut og flyve til månen? Og hvad de ville se sig selv gøre, når de oplevede denne forskel var til stede i deres liv? Vi skal om bagved og meget dybere ned i deres ønskede fremtid – og dette kan både skabe håb og motivation til at komme i gang med at gøre nogle af de ting, som er nødvendige for at bedste håb bliver opnået. Så kan det godt være at resultatet kommer til at se anderledes ud i virkeligheden men måske får skoledagen eller bare matematiktimerne mere mening, når det skal bruges til at udleve en drøm fremfor bare at skulle overstås som en del af et folkeskoleforløb. Så det blive det sjovere og måske bliver læringen også bedre.Motivation Ben Furman, finsk psykiater, psykoterapeut og leder af institut for korttidsterapi i Helsinki har udviklet løsningsfokuserede redskaber indenfor flere områder, blandt ”jeg kan-metoden” til børn. Han har udtalt, at han vurderer motivation til at være den mest afgørende faktor for at opnå sin mål og har opstillet en motivationsmodel bestående af 5 spørgsmål:

1. Er det dit mål eller er det bare noget andre vil have dig til at gøre?
2. Oplever du at målet har værdifulde gevinster for dig og andre mennesker?
3. Tror du på at det er muligt at lykkes med at opnå målet?
4. Oplever du succes, når du tager skridt på vej mod målet
5. Har du støttepersoner som hjælper og støtter dig og som du kan dele dine succeser med?

Graden af motivation kan man afgøre ud fra i, hvor høj grad den unge kan svare JA til dem, men de skal ikke på den måde besvares. Som jeg ser det, er det mere opmærksomhedspunkter for den professionelle at samarbejde med den unge om - og det passer den løsningsfokusrede samtale helt ideelt til. I artiklen "Interview for high potential" i www.academicworld.net udtaler Ben Furman (frit oversat til dansk), at hans favorit metode er den løsningsfokuserede tilgang, fordi den benytter sig af vores forestillingsevne, hvor vi forestiller os fremtiden, gevinsterne, næste skridt og vi finder kreative veje til at bruge egne ressourcer og ressourcerne i netværket til at opbygge motivation, håb og tiltro til egen formåen. Jeg tænker, at det netop er det vi skal med de unge og det er nok også derfor at rigtig mange  praktikere oplever at løsningsfokus kan gøre en stor forskel i arbejdet med unge, når de kommer i gang med det.Så lad håbene og drømmene leve.Rikke