Løsningsfokuseret supervision
Ord med 'super' får ofte tillagt en særlig betydning, - en supernova er en særlig stjerne, supersize er en ekstraordinær stor størrelse og supermand, - ja han har ekstra-ordinære evner, en helt særlig mand. Det vil derfor være nærliggende at tænke, at supervision består af ordene 'super' og 'vision' og kan forstås, som en helt særlig forestilling eller idé om fremtiden. Ifølge Wikipædia betyder supervision imidlertid en ”faglig lærings- og udviklingsmetode, der skal understøtte faglig udvikling og øge kvaliteten i den praktiske professionsudøvelse”. Det har således at gøre med en professions udøvelse, udviklingen af faget og en kvalitativ bedre måde at udøve dets praksis på.
Det er min erfaring, at der også ofte i supervisionsforløb tages udgangspunkt i 'en arbejdsplads' snarere end i 'en faggruppe'. Det skaber supervisionsgrupper tværfagligt sammensat af f.eks. pædagoger, socialrådgiver, sosu-assistenter, læger, psykologer, antropologer, sociologer og andre og denne supervisionskontekst stiller krav til den supersionstilgang supervisionen kan finde sted i. En teoretisk referenceramme som brug alle kan drage nytte af uanset faglig baggrund eller oopgaveløsning, må derfor være at foretrække.
Traditionel supervision beskæftiger sig med et problem eller frustration, som én eller flere medarbejdere kan opleve med eksempelvis en borger, en samarbejdspartner eller en kollega. Der er lige som 'noget der er kørt fast' og som supervisanten har 'brug for at forstå, få analyseret eller forklaret' for på den måde at kunne handle anderledes. Den model for at finde løsninger og nye veje at gå kræver ofte 'ekspert'-bistand i form af en erfaren supervisor, der har grundliggende kendskab til det fagområde, der superviseres i samt indgående kendskab til 'menneskets udvikling'. Med en 'anden og ny forståelsesramme' kan supervisanten få 'redskaber og refleksioner' til at handle. Supervisanten kan opleve sig godt hjulpet af supervisors 'ekspert'-bistand, men supervisantens iboende ressourcer og kompetencer bliver næppe foldet ud, i stedet bliver skabt en erfaring af ”jeg har brug for en ekspert for at løse mine problemer og forstå min frustration”.
Løsningsfokuseret supervision vender det 180 grader på hovedet og skaber mulighed for at bruge og udvikle supervisantens ressourcer. Ved at bygge på de situationer, hvor supervisanten oplever sig kompetent i sit daglige faglige arbejde, konstrueres løsninger og supervisanten oplever sig styrket i sit arbejde. Jeg har ofte erfaret, at supervisionsgrupper næres af at tale om, det der virker, - det skaber energi og dynamik, når vi deler vores 'succes'-historier. Og i mange sammenhænge er det populært at tale om 'dagens succes historie' eller 'ugens positive indslag', ofte sat i værk for at minde os selv og hinanden om, at der også er noget der lykkes i vores arbejde. Men trods den gode inten-tion udebliver virkningen ofte eller det store udviklingspotentiale disse historier giver mulighed for, bliver ikke udnyttet: for mange bliver det i stedet endnu en opgave at skulle fremlægge en succes-historie. En del af forklaringen må søges i det forhold, at 'succesen' ikke tilstrækkeligt gennem sproget bliver defragmenteret og splittet i atomer, så den enkelte for alvor opdager, hvilke handlinger, der førte til succes'en. Og hvorfor ikke lære af vores succes frem for vores fejl! Uden en erkendelse af, hvilke handlinger der førte til succes'en, bliver det ikke muligt at gentage den og vigtig viden går tabt.
I den løsningsfokuserede supervision har har jeg blandt andet succes med en High-Light runde. Kort fortalt opfordres hver enkelt medarbejder til at fortælle om en stund, hændelse, opgave, møde el.lign., som vedkommende siden sidst har været tilfreds med og/eller er stolt over. Og ikke underligt, er det ofte en krævende og udfordrende øvelse. Mange er så 'jantelovs'-præget, at det at fortælle for andre, hvad man selv synes, man er god til eller gør godt, er pinligt og svært. Så alene det at skabe et rum, hvor vi kan dele vores succes'er og kompetencefulde stunder er en barriere, der skal overvindes. Ved brug af sproget kan en sådan 'fortælling' åbenbare sig og den enkelte supervisant blive opmærksom på de elementer og tiltag vedkommende har gjort, der har ført til denne succes. Og det bliver muligt at dele sin 'historie' med kollegaer og få deres anerkendelse uafhængig af, hvilket fag man tilhører eller hvilke opgaver man på arbejdspladsen løser.
Løsningsfokuseret supervision er andet og mere end 'blot at fortælle succes-historier', men uanset hvilken form supervisionen tager, er modellen og tænkningen bag grundlæggende lige så simpel, som at folde succes-historier ud. Min erfaring som løsningsfokuseret supervisor og praktiker gennem det sidste årti er dog, at selvom tænkningen, dens filosofi og metoder fremstår enkle, er den svær at praktisere. I supervisionkonteksten skal der gøres op med årelang tradition og forståelse af supervision, som et rum, hvor supervisanten bliver bragt forståelse af sit problem og får redskaber af en ekspert til at håndtere dette til et skift i retning af et fælles dialog-forum, hvor der konstrueres løsninger, der får den enkelte supervisant til at opleve sig mere ressourcefuld og kompetent. Og det er ikke svært at tænke, hvilken kolossal betydning det kan få for arbejdspladser rundt omkring, når medarbejderne på denne måde styrkes. Det første lille skridt i den retning kan være, hvis vi alle uanset hvor og i hvilke sammenhænge vi befinder os, taler lidt mere om det, der virker – og lad os endelig dele vores 'det virker'-historier.
Har du lyst til at dele din 'det virker'- historie, hører vi rigtig gerne om den :-)
Anne-Marie